Af Bella Juncker
Den Oscar-nominerede instruktør Tim Burton, der i et stykke tid primært har beskæftiget sig med serie-instruktion af Netflix’ Wednesday (2022), er nu igen tilbage på det store lærred. Denne gang med Beetlejuice Beetlejuice, efterfølgeren til hans ikoniske 80’er-kultklassiker, Beetlejuice (1988). Beetlejuice Beetlejuice fik sin verdenspremiere på den netop overståede filmfestival i Venedig, hvor den sågar var udvalgt som åbningsfilm.
Tilbage som den ikoniske, morbide og kaotiske karakter af samme navn, Beetlejuice, har vi endnu engang den brilliante Michael Keaton, der i denne film stadig hjemsøger sin tidligere kommende brud, Lydia Deetz (Winona Ryder), der nu er vært for sit eget tv-program om paranormalitet. En familietragedie rammer familien Deetz, som bringer dem tilbage til deres gamle hjem, Winter River, og til de spøgelser, som stadig spøger der.
I denne film er det mor og datter, Lydia og Astrid (Jenna Ortega), der er omdrejningspunktet. Astrid kæmper med savnet af sin afdøde far, samtidig med at hun det svært med sin mors nye kæreste, Rory (Justin Theroux). Spændingerne mellem mor og datter stiger heftigt, indtil de kolliderer og Astrid forlader hjemmet oprevet, hvorefter hun møder en ung fyr (Arthur Conti). Dette fører hurtigt sine egne problemer med sig, inklusiv det skæbnesvangre kald på Beetlejuice.
Sideløbende udvikler der sig også store problemer i ’Efterlivet’, hvor Beetlejuices ekskone (Monica Bellucci), en såkaldt sjælesuger, er på jagt efter Beetlejuice. En jagt, der har ført til en efterforskning, med ingen anden end Willem Dafoe i spidsen som den døde politi-skuespiller, Wolf Jackson.
I helhed handler filmen om genskabelsen af et mor-datter forhold, der er blevet splittet ad på grund af døden. Som en vaskeægte Burton-film spinder døden da også sine tråde i alle aspekter af filmen, som en uafrystelig påmindelse om, at døden er uundgåelig, så livet skal leves, mens man har det.
Tim Burtons filmæstetik og stil er en smagssag, der ofte deler vandene. Han er både for morbid og samtidig for useriøs, og det er ikke hver gang, han finder en balance, der kan ramme plet. Med dette filmunivers bliver man endnu engang taget på en løjerlig tur ind i hans krøllede hjerne og dybere ind i hans version af de dødes verden, ‘Efterlivet’, som helt klart er dét, som filmen vinder allermest på, fordi det er en spændende og finurlig verden. Men som helhed hænger filmen ikke særlig godt sammen.
Problemer og historielinjer er der nemlig nok af i Beetlejuice Beetlejuice, og det resulterer i en rodet affære. Filmen har for mange bolde i luften, og efterlader sig for mange plothuller og udetaljerede plots, der gør det svært at engagere og fordybe sig i filmen. Allermest sidder man med en fornemmelse af, at det hele er lidt ligegyldigt.
Man savner desuden mere Beetlejuice i filmen, og det ville have været en større fornøjelse, hvis Beetlejuice fik lov til fysisk at fylde mere og hærge kaos. Det er filmens stærkeste træk, at den tør udfordre grænserne og give Micheal Keaton lov til at være den kaotiske og amoralske Beetlejuice. I stedet er han degraderet til en mindre betydelig sidekarakter, der først får sit reelle øjeblik i de sidste 15-20 minutter af filmen, og det er til stor ærgrelse, at titelkarakteren ikke får lov til at fylde mere.
Det er dog i det mindste den samme instruktør, der fører visionen videre. Der er mange ikoniske øjeblikke fra 1988-hittet, der vender tilbage, til glæde for fans af Beetlejuice – men det føles, til en vis grad, ganske omsonst at give Beetlejuice en efterfølger 36 år efter det originale filmhit.
Kommentarer